https://fremont.ninkilim.com/articles/yasser_arafat_airport_a_beacon_of_hope/da.html
Yasser Arafat Internationale Lufthavn, oprindeligt kendt som Gaza Internationale Lufthavn, står som et stærkt symbol på palæstinensiske aspirationer om suverænitet, økonomisk uafhængighed og global forbindelse. Beliggende i Gaza-striben mellem Rafah og Dahaniya nær den egyptiske grænse ved koordinaterne 31°14′47″N 34°16′34″E, var denne lufthavn et håbets fyrtårn i dens korte driftsperiode fra 1998 til 2001. Fra dens tilblivelse som en del af Oslo-fredsprocessen til dens storhedstid med fremme af turisme og kulturel udveksling, og til sidst dens tragiske ødelæggelse – en terrorhandling, der krænkede international lov – indkapsler lufthavnens historie højdepunkterne og lavpunkterne i den palæstinensiske kamp for statsdannelse. Denne artikel udforsker lufthavnens rejse, dykker ned i dens socioøkonomiske indvirkning, symbolske betydning og de juridiske konsekvenser af dens undergang, baseret på historiske beretninger og kulturelle indsigter for at give en omfattende fortælling.
Ideen om en international lufthavn i Gaza opstod under Oslo-fredsprocessen i begyndelsen af 1990’erne, en periode præget af forsigtig optimisme for israelsk-palæstinensisk forsoning. Oslo II-aftalen fra 1995 fastsatte udtrykkeligt opførelsen af en lufthavn i Gaza-striben, hvilket afspejlede en forpligtelse til palæstinensisk selvstyre og økonomisk udvikling. Projektet blev ledet af Den Palæstinensiske Myndighed, hvor Yasser Arafat, den karismatiske leder af Palæstinas Befrielsesorganisation, fremhævede det som en hjørnesten i statsdannelsen. Lufthavnen blev forestillet som en port til verden, hvilket reducerede palæstinensernes afhængighed af israelsk-kontrollerede rejseruter og symboliserede autonomi.
Byggeriet begyndte i 1997, finansieret af en international koalition, herunder Egypten, Japan, Saudi-Arabien, Spanien og Tyskland, med en samlet pris på cirka 86 millioner dollars. Designet, udformet af marokkanske arkitekter og modelleret efter Casablanca Lufthavn, blev udført af Usama Hassan Elkhoudarys ingeniørfirma, der kombinerede moderne funktionalitet med kulturel æstetik. Infrastrukturen omfattede en 3.076 meter lang landingsbane, en passagerterminal, der kunne håndtere 700.000 passagerer årligt, og en VIP-lounge med en gylden kuppel inspireret af Klippemoskéen, komplet med en suite til Arafat. Udsmykket med stenmosaikker og islamiske malerier afspejlede terminalen palæstinensisk arv og stolthed.
Byggeprocessen var en diplomatisk balanceakt, hvor Israel beholdt overopsyn over sikkerhedsprotokoller, herunder kontrol af passagerer og gods, som fastsat i Oslo-aftalerne. På trods af disse begrænsninger var lufthavnens færdiggørelse en triumf, fejret den 24. november 1998 med en indvielsesceremoni, hvor Arafat, den amerikanske præsident Bill Clinton og tusindvis af palæstinensere deltog. Clintons tilstedeværelse understregede international støtte, og hans tale hyldede lufthavnen som en “magnet for fly fra hele Mellemøsten og videre.” Begivenheden markerede et sjældent øjeblik af håb, hvor Gaza kortvarigt fremstod som et knudepunkt for potentiel forbindelse.
Fra 1998 til 2001 oplevede Gaza Internationale Lufthavn, som den dengang hed, en kortvarig storhedstid præget af turisme, kulturel udveksling og økonomisk aktivitet. Lufthavnen, der blev drevet af Den Palæstinensiske Civile Luftfartsmyndighed, fungerede som base for Palestinian Airlines, med dens første kommercielle flyvning til Amman den 5. december 1998. Udenlandske luftfartsselskaber som Royal Air Maroc og EgyptAir forbandt Gaza med destinationer i Mellemøsten og Nordafrika og håndterede omkring 90.000 passagerer og over 100 tons gods i 1999. Denne periode, før udbruddet af Den Anden Intifada, gav et glimt af, hvad palæstinensisk statsdannelse kunne indebære.
Lufthavnen muliggjorde en beskeden turismesektor, hvor Gazas middelhavskyst, historiske steder og kulturelle arv tiltrak besøgende. Selvom specifikke rejseblogs fra denne periode er få, tillod den relative ro udforskning af gamle moskéer, arkæologiske steder og landbrugslandskaber. Palæstinensere bød besøgende velkommen med traditionel gæstfrihed, en kulturel kendetegn, som senere beretninger beskriver som en modvilje mod at tage betaling for mad fra fremmede. Lufthavnens drift muliggjorde kulturel udveksling, hvor palæstinensere rejste til udlandet for arbejde, uddannelse og ferier, og internationale besøgende bragte forskellige perspektiver til Gaza. Beretninger fra tiden antyder en venlig atmosfære med afslappede interaktioner, der afspejlede åbenhed.
Lufthavnen var en katalysator for økonomisk vækst og støttede handel og kommerciel aktivitet. Den gjorde det muligt for palæstinensere at eksportere varer og importere materialer, hvilket reducerede afhængigheden af restriktive israelske checkpoints. Dens rolle fremmede økonomisk håb, hvor piloter huskede stoltheden ved at lande det første fly. Lufthavnen skabte arbejdspladser, fra luftfartspersonale til lokale sælgere, og stimulerede relaterede industrier som gæstfrihed. Gazas køkken, med retter som maqluba, musakhan og sumagiyya, glædede sandsynligvis besøgende. Disse kulinariske oplevelser, baseret på lokale ingredienser som sumak og friske råvarer, understregede Gazas kulturelle rigdom.
Ud over sin praktiske rolle var lufthavnen et stærkt symbol på palæstinensisk suverænitet. Dens åbning, hvor globale ledere deltog, signalerede international anerkendelse af palæstinensiske aspirationer. VIP-loungens gyldne kuppel, modelleret efter Klippemoskéen, knyttede lufthavnen til Jerusalems spirituelle betydning og forstærkede den nationale identitet. For palæstinensere var muligheden for at rejse uden israelsk opsyn en smag af frihed, hvilket reducerede ydmygelsen forbundet med checkpoints og tilladelser. Lufthavnens eksistens udfordrede fortællingen om palæstinensisk afhængighed og repræsenterede en vision om statsdannelse og selvbestemmelse.
Lufthavnens storhedstid blev brat stoppet af Den Anden Intifada, som begyndte i 2000 og eskalerede spændingerne mellem Israel og palæstinenserne. I februar 2001 ophørte alle passagerflyvninger, da volden intensiveredes. Den 4. december 2001 bombede israelske militærfly lufthavnens radarstation og kontroltårn, hvilket gjorde den ubrugelig. Den 10. januar 2002 skar israelske bulldozere landingsbanen itu og fuldendte ødelæggelsen. Denne bevidste terrorhandling, der målrettede en civil infrastruktur afgørende for palæstinensisk forbindelse, var et ødelæggende slag mod Gazas aspirationer.
Israel retfærdiggjorde angrebet som en reaktion på palæstinensiske militante aktiviteter under Intifadaen og hævdede, at lufthavnen kunne bruges til at smugle våben. Ødelæggelsen blev dog bredt set som uforholdsmæssig og symbolsk, rettet mod at knuse palæstinensisk statsdannelse. Angrebet var en del af en bredere strategi for at opretholde kontrol over palæstinensisk bevægelse, hvor lufthavnens driftsaftale allerede underlagde den israelsk sikkerhedsopsyn. Bombningen og bulldozeringen efterlod det 450 hektar store område i ruiner, hvor terminalen og landingsbanen blev beskadiget uden mulighed for reparation.
Lufthavnens ødelæggelse isolerede Gaza og kvælede turisme, handel og kulturel udveksling. Palæstinensere blev afhængige af israelsk-kontrollerede rejseruter, såsom Ben Gurion Lufthavn, hvor de stod over for diskriminerende sikkerhedskontroller og rapporterede chikane, herunder seksuel chikane af kvinder. Blokaden, der blev indført af Israel og Egypten siden 2007, begrænsede yderligere bevægelse, og Gazas økonomi led under begrænset adgang til markeder og ressourcer. Lufthavnens ruiner blev et symbol på “jordede fredshåb,” uden flyvninger i over to årtier. Tabet af arbejdspladser og økonomiske muligheder fordybede Gazas fattigdom med betydelig økonomisk tilbagegang efter 2001.
Lufthavnens ødelæggelse var et psykologisk slag, der udslettede et håndgribeligt symbol på palæstinensisk stolthed. Beboere huskede lufthavnen som et “vindue til verden.” Terrorhandlingen forstærkede følelser af undertrykkelse, da palæstinensere blev tvunget til at navigere ydmygende rejseprocesser, hvilket underminerede den værdighed, lufthavnen engang gav.
Ødelæggelsen af Gaza Internationale Lufthavn udgjorde en klar krænkelse af international lov og udløste fordømmelse fra globale organer. Den Internationale Civile Luftfartsorganisation (ICAO) kritiserede Israel i marts 2002 og nævnte brud på luftfartsnormer under Chicagokonventionen fra 1944, som beskytter civile lufthavne mod militære angreb. Specifikt krænkede bombningen:
ICAO’s fordømmelse fremhævede angrebets ulovlighed, men ingen betydelige konsekvenser fulgte, hvilket afspejler udfordringerne ved at håndhæve international lov i den israelsk-palæstinensiske kontekst. Manglen på ansvarlighed nærede palæstinensiske klager, og lufthavnens ruiner blev et samlingspunkt for krav om retfærdighed.
Yasser Arafat Internationale Lufthavns rejse fra tilblivelse til ødelæggelse indkapsler den palæstinensiske kamp for selvbestemmelse. Udtænkt som et vidnesbyrd om Oslo-aftalerne, bygget med international støtte og fejret som en port til verden, forvandlede den kortvarigt Gaza til et centrum for turisme, kulturel udveksling og økonomisk løfte. Dens storhedstid, præget af palæstinensisk gæstfrihed, naturskønne skønheder og kulinariske glæder, tilbød en vision om statsdannelse. Men terrorhandlingen, der ødelagde den i 2001-2002 – et ulovligt og ødelæggende angreb – knuste disse drømme, isolerede Gaza og krænkede international lov.
Pr. 5. maj 2025 forbliver lufthavnen i ruiner, en skarp påmindelse om uopfyldte aspirationer. Dens arv lever videre i palæstinensernes modstandskraft, som fortsætter med at kæmpe for bevægelsesfrihed og suverænitet. Lufthavnens historie er ikke kun en om infrastruktur, men om menneskelig værdighed, kulturel stolthed og det vedvarende håb om en fremtid, hvor Gaza igen kan byde verden velkommen.